Prædiken 1. søndag efter Helligtrekonger (10/1-2016)

Tekst: Mark. 10,13-16: Jesus og de små børn

 

Det står i barnedåbens tegn. Vi  tænker på dåb, når vi hører evangeliet om Jesus og de små børn. Det er en fantastisk fortælling, som jo hører med til dåbens sakramente.

Og helt grundlæggende minder det om, at kristentro er noget meget enkelt og ligetil; Kristentro er noget lige så enkel og jævnt som menneskelivet selv er – og,-  ja - lige så forunderligt og uforståeligt!

Men det med troen er enkelt.

En dag spurgte disciplene Jesus, om han ville lære dem at bede. Det skete ikke med svære begreber og store ord, ord som ’Almægtige, evige, allesteds - nærværende, uudgrundelige Gud,’ – osv. Men - Når i beder, så skal i sige: Vor far, du som er i himlen.’ Så enkelt. Gud er ’vor far’ – vi er hans børn. Så er det sagt. Det med Gud er jævn og ligetil. Som det at være barn. Det er’ vor far’, vi henvender os til, når vi taler med Gud. Vi kan bede til Gud - ligefremt og tillidsfuldt og fortroligt – som et barn dagligt taler med sine forældre (forhåbentligt).

I dag hører vi så om mødre der kommer til Jesus med deres børn. Kvinderne har hørt, at Jesus var noget særligt – og derfor kunne det måske gavne deres unger, hvis han rørte ved dem. De håbede vel at børnene så ikke ville blive syge og dø. Dengang havde man ikke medicin og hygiejne og dygtige læger som vi har – mange børn døde, inden de blev ret gamle.

Men da mødrene kommer hen til mirakelmanden Jesus med deres børn, skubber disciplene dem væk. Jesus har travlt med de voksne – han skal ikke forstyrres af de larmende unger.

Jesus bliver da vred og råber, at de små børn skal have lov til at komme til ham. For Guds rige er for børn og for dem, der bliver som børn. Guds rige bygger på de spæde, på brystbørn – som Sl 8 siger. De er Guds rigets forsvar. – For i Guds rige bygger alt på absolut kærlighed - ikke på vod og magt. - Og han lagde hænderne på dem og velsignede dem. 

Apropos velsignelse: Selv om vi ikke helt forstår ordet – så ved vi godt hvad det betyder. Det hænder også, at vi ’velsignes’. Det sker, at der er nogen, der lægger en hånd på os, klapper os på skulderen, eller giver os et knus. Det ved vi, hvad betyder: jeg er glad for dig. Jeg holder af dig. ’Vi hører sammen’.

Og sådan betyder Jesu velsignelse: Vi hører til hos Gud’

Vi bruger fortællingen ved dåb for at sige, at det, Jesus gjorde dengang, stadig gælder. Jesus vil, at ethvert menneskebarn skal høre ham til. Alle børn lever under hans velsignelse, og har hjemme i Hans rige.

Og så fornemmer vi måske, hvor altfavnende Jesu ord er. De handler om forholdet til Gud. Slet og ret. Og de handler om alle mennesker – uden undtagelse. Det er radikaliteten i Jesu ord; de gælder alle - gode, såvel som onde, troende såvel som ikke troende. Alle mennesker – alle uden undtagelse - er Guds børn – alle har plads i Guds rige – endnu før nogen ved af noget eller har gjort sig fortjent dertil.

Jamen – dåben – er det ikke i dåben, vi bliver Guds barn?

Når Jesus siger, at Guds rige er børnenes, siger han i grunden, at det ikke er dåben, som gør barnet til Guds barn. Guds barn er man på forhånd – Ethvert menneske er fra skabelsen af Guds elskede menneske. Som en vis teologiprofessor (Theodor Jørgensen) har sagt: ’Ethvert menneske hører Gud til, for ethvert menneske er Guds tanke’.

Den fromme kirkegænger - den kulturkristne - muslimen – hinduen – ateisten – alle er Guds børn. Selv om mange ikke ved det – og ikke tror eller vil det sådant.

Men hvad er dåben så. Ja, dåben er et håndgribeligt, konkret tilsagn fra Gud om at Hans kærlighed gælder mig.

Dåb er et tegn – et sakramente - man som døbt kan forholde sig til. Dåben er to ting: ord og vand. Dåben er Guds ord, der knytter sig til det fysiske element - vand.

Hvorfor bruge vand ved dåben?

Når vi tager noget i brug, anvender vi ofte et billede, eller vi gør noget bestemt. Når et skib skal ud at sejle for første gang, knuser man en flaske på siden af det, selv om det jo egentlig virker lidt sært. Når et hus er ved at blive bygget, holder man rejsegilde med at hænge en krans op og flag og spiser pølser. Man holder fest.

Og sådan er det med dåben. Det er en indvielse. Eller rettere: Det er en ny begyndelse. I gamle dage tog man det helt bogstaveligt. Døbefonten er lavet som et stort kar, fyldt med vand. En model af verdenshavet. Barnet skulle helt ned i dybet – druknes faktisk. Når det så kom op af vandet igen sagde man, at det var født på ny. Et nyt menneske, der kunne begynde livet helt forfra - som menneske i Guds rige – som Guds barn.

Dåb et tegn. Ligesom det er et tegn, når vi giver et andet menneske et knus.

Dåben er tegnet på, at Gud er med os – alle dage. Også de dage, hvor vi synes, det er svært at tro på noget godt – de dage, hvor vi over hovedet har svært ved at tro, at Gud er til.

Når man er døbt betyder det jo også, at Gud var med en, da man endnu ikke var døbt. Som Gud er med alle mennesker.

Men dåben er et tegn – den er ikke magi, der forhindrer modgang og ondt.

Kvinderne som kom til Jesus med deres små børn troede sikkert, at hvis børnene fik del i den KRAFT, Jesus besad, så blev de ikke syge – og så ville det gå dem godt. Men sådan var det jo ikke.

Og sådan er det ikke med dåben. At være døbt forhindrer ikke, at nogen bliver syge eller ramt af lidelse eller dør. Dåben gør ikke usårlig.

Alligevel er det at være døbt stort – ja, det største for et menneske. For dåben er et tegn der fortæller at man hører til. Den døbte hører til hos Gud. Så tæt er sammenhængen, at vi kan bruge billedet om dåben, at man bliver podet ind på Kristus.

Ligesom man kan pode en kvist ind på en stamme, og kvisten kan gro sammen med stammen og blive en gren på stammen fordi den lever af den næring og den kraft, som komme op gennem stammen – sådan hører den døbte Kristus til. Og får del i velsignelsen, der strømmer fra ham. Får del i hans kærlighed. Den døbte er ikke alene.

Men det livsmod og den glæde, som udspringer deraf er jo ikke et skjold, der lukker os inde. Det er ikke en beskyttelse mod verden.

Tvært imod er den kraft og det mod dåben giver – tilskyndelse til at gøre godt mod andre. At leve udadvendt – Det er en stadig tilskyndelse til at leve i den kærlighed, som er Guds.

Velsignelsen er en kraft til at gøre det, Jesus vil, som skal gøres i verden.

Og vigtigst er Jesu løfte ved dåben: at han er med os alle dage. Også når vi rammes af noget ondt – når vi bliver syge – eller når det går os skidt – da er vi ikke alene. Vor Herre er med os. Vi må tro, at selv når det ser sort ud – er der lys. Og den dag vi skal dø, lover han os del i sin opstandelse.

Jens Jacob Jensen

Bibelselskabet

På hjemmesiden ligger bl.a. Bibelen Online med søgefunktion, informationer om Bibelen og dens historie, Søndagens Tekst samt redskaber til brug af Bibelen i hverdagen.

www.Bibelselskabet.dk