Gør forsøget med kristentroen

Bekymring for islamisering?

De hektiske dage i september, hvor flygtningene i hidtil uset antal brød ind over Europas grænser og vi så billeder af flygtninge, der vandrede på de danske motorveje, chokerede mange. Side om side med ønsket om at hjælpe de stakkels mennesker voksede også frygten for de fremmede og for islamiseringen.

Men verden og vi hænger sammen og vi hænger på hinanden – også selv om vi ikke vil vide af ansvaret.

 

Angela Merkels pressekonference

Den tyske kansler Angela Merkel holdt 5. september en bemærkelsesværdig pressekonference. Da hun af en journalist blev spurgt, hvad hun som tysk kansler ville gøre ved den angst for islamisering som mange mennesker føler og hvad hun ville gøre for at beskytte vores europæiske kultur mod Islam, svarede hun, at vi kan ikke gemme os bag bekymringen for, om vi nu bliver oversvømmet af muslimer.

Merkel var klokkeklar i mælet.

Der er 4 mio. muslimer i Tyskland, sagde Merkel, de er en del af det tyske samfund, Islam er en del af det tyske samfund.

Men, fortsatte hun, vi er 50 mio. andre tyskere, som alle har en chance for at bekende vores kristne tro, vi har en mulighed for at finde modet til at sige vi er kristne, vi kan gå i kirke til gudstjeneste, vi kan læse vores bibel.

At muslimer kender deres koran bedre end de fleste kristne kender bibelen, at kristne ikke ved, hvorfor vi fejrer pinse, det kan vi ikke bebrejde muslimerne.

Angsten for de andre, den kan vi ikke bruge til noget. Men modet til at stå ved vores kristne tro, opgøret med vores egen uvidenhed og åndelige dovenskab, det er vores eget ansvar.

 

Vær aktiv omkring kristendommen

Oversat til vore hjemlige danske forhold har vi vel ca. 265.000 muslimer i landet. Islam er også en del af det danske samfund. Som et synligt udtryk for dette åbnede en ny moské 30. september i Københavns Nordvest-kvarter med en enorm blå kuppel og 32 meter høje minareter.

Men vi er godt 5 millioner danskere. Heraf er vel omkring 4,5 millioner kristne langt de fleste medlemmer af folkekirken. Så lad os lytte til Merkels ord og ikke lade bekymringen gribe os, når skræmmekampagnerne kører.

Tvært imod skal vi (gen)-finde os selv som kristne, gerne ved at gå i kirke, og læse bibelen og i det hele taget interessere os for at bruge og udvikle de kristne traditioner sammen.

 

 

 

 

 

Bibelselskabet

På hjemmesiden ligger bl.a. Bibelen Online med søgefunktion, informationer om Bibelen og dens historie, Søndagens Tekst samt redskaber til brug af Bibelen i hverdagen.

www.Bibelselskabet.dk