Et velsignet nytår

Alle ønskes et velsignet nytår

Vi ønsker hinanden ’Godt Nytår’, når vi mødes første gang i det nye år. Et nyt år ligger foran os. Vi ved ikke, hvad det nye år vil bringe. Men vi håber, det bliver lykkebringende og godt, både for en selv og for andre.

Jeg ønsker det nye år må blive et velsignet nytår.

Et stort ord

Velsignelse er et stort ord. Det rummer ønsket om at Gud er med. Noget bedre kan man ikke håbe og ønske sig, end at Gud, der viste sit ansigt og kærlige sindelag gennem Jesu liv, død og opstandelse, vil holde sit øje på os og være med os ind i den ukendte fremtid.

Hvad velsignelse betyder, er dog vanskeligt nærmere at forklare. Alle kender velsignelsen som ’et godt ord fra Gud’ – men det er ikke let at få hold på, hvad velsignelsen rummer.

Veslignelse i gudstjenesten

Vi kender den fra gudstjenesten. En gudstjeneste koncentrerer sig og spidser til, når velsignelsen lyder til slut. I de ord, som kaldes den aronitiske velsignelse, - ord som tilskrives Moses’ bror Aron og som går mere end 3000 år tilbage:

"Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred." (4. Mosebog kapitel 6, vers 23)

Velsignelsen er både et farvel og et goddag.

Velsignelse er Guds ’goddag-ord’

Den betyder farvel, når vi fra gudstjenesten skilles og går ud og hjem til vore liv i verden. Men velsignelsen er ikke kun et ’farvel-og-på-gensyn-ord’; det er også et ’goddag-ord’. Velsignelsen rummer løftet om at Gud - som er kærlighed - vil møde os og se os og følge os i vore liv. Verden er Guds; og løftet er at Gud kommer os i møde i verden – måske skjult i det under, at verden er; måske skjult bag det smukke, som er; måske skjult i lidelsen og smerten; måske skjult gennem det menneske, jeg møder, og som har brug for en som medmenneske.

Velsignelsen samler i sig hele meningen med vor tilværelse. Vi lever omsluttet af Guds kærlighed.

Jens Jacob Jensen

(Hals Avis  uge 2 - 2016)

Bibelselskabet

På hjemmesiden ligger bl.a. Bibelen Online med søgefunktion, informationer om Bibelen og dens historie, Søndagens Tekst samt redskaber til brug af Bibelen i hverdagen.

www.Bibelselskabet.dk