Babysalmesang efterår 2017

Velkommen til babysalmesang i Øster Hassing kirke.

 

10 fredage kl. 9.30 - ca. 11.30 fra 18. august 2017 babysalmesang i Øster Hassing kirke.

(Se datoer herunder)

 

Hvad er babysalmesang?

Hvis man skal sige det meget kort, så er babysalmesang det samme som babyrytmik, men det foregår i kirkens akustik og primært med kirkens musik.

Vi synger og danser, rasler med rasleæg, slapper af til god musik og sæbebobler – og bagefter er der tid til kaffe og snak.

 

Til babysalmesang kan der ofte opstå en helt særlig stemning – en slags boble, hvor det næsten føles som om tiden står stille. Mødrene/fædrene kan nyde at slippe hverdagens pligter og bare fordybe sig i nærværet med familiens yngste.

Babyerne får alle sanser stimuleret. De er helt koncentrerede og opslugte af lyden af stemmerne i rummet, tørklædernes flotte farver, vægtløse svævende sæbebobler og dansens rolige rytme.


Forældrene fortæller, at lille Emil som regel sover lige så godt (og længe) efter babysalmesang som efter en tur i svømmehallen.

Babysalmesang er helt afstressende, og når man er færdig med at synge og danse, er der også tid til en kop kaffe/te og hyggelig snak med de andre forældre om hverdagens små og store udfordringer i et hjem med en baby.

En mor skrev: ”Babysalmesang er det bedste jeg har gjort for mig og min datter – jeg ville ønske vi kunne fortsætte med babysalmesang altid.”

 

Hvem kan gå til babysalmesang?

Babysalmesang er for babyer i alderen 3-10 måneder og mor/far (eller en anden voksen).

Der er plads til alle til babysalmesang, uanset om man kommer meget i kirken – eller næsten aldrig, man skal bare have lyst til at være sammen med sit barn.
Man behøver heller ikke at være virkelig god til at synge for at deltage.

Mors og fars stemmer er de smukkeste stemmer for baby.

 

En (anden) mor skrev: ”Jeg er ikke så god til at huske at få sunget sammen med Anton, men efter vi er begyndt til babysalmesang, så synger vi mere derhjemme, både på puslebordet og når der skal puttes, og faktisk danser vi også sommetider rundt i stuen til den der med ”runde jord og bare fødder”.

 

Hvor foregår det – og hvornår?

Det foregår i Øster Hassing kirke fredage kl. 9.30-11.30 (ca.) 

 Musik- og sangdelen varer ca. 45 minutter.

Efter sang og musik er der tid til at få snakket og drukket en kop kaffe/te/andet i graverhuset

 

Husk at melde dig til så du er sikker på at få en plads på holdet.
SMS til 22 98 66 23 eller mail: kirsten(AT)kirkebillen.dk

… og så er det helt gratis.

 

Hvem underviser?

Underviseren er Kirsten Stokholm fra Kirkebillen – sognemedhjælper på hjul.
Kirsten er uddannet klassisk sanger og musikpædagog fra konservatoriet i Aalborg.

Hun har undervist i babysalmesang siden 2008 og underviser flere hold årligt.

Kirsten har undervist i sang og i børnerytmik på musikskoler i Vendsyssel og Himmerland.
I 2008 skiftede hun retning og blev sognemedhjælper og kirkesanger i Svenstrup kirke, hvor hun startede babysalmesang op, og siden 2011 har Kirsten arbejdet som selvstændig sognemedhjælper i Kirkebillen.

Det er vigtigt for Kirsten, at hendes arbejde er præget af nærvær, nysgerrighed og kvalitet, og det er noget af det som gør hende til en god underviser.
Læs mere om Kirsten og babysalmesang på www.kirkebillen.dk

 

Hvordan melder jeg mig til?

Send en SMS (22 98 66 23) eller en mail kirsten(at)kirkebillen.dk til Kirsten med følgende oplysninger:

Barnets navn og fødselsdato

Dit navn, din mailadresse, dit mobilnummer og din adresse

 

Der er ikke nogen sidste tilmeldingsfrist, men det er først til mølle, så der er ingen grund til at vente med at tilmelde dig og din baby

 

Hvad nu, hvis min baby er lidt for lille endnu?

Man kan godt være med, hvis man ikke helt er fyldt 3 måneder endnu, men baby får mere ud af det, hvis han/hun er lidt ældre.


 

 

Datoer for babysalmesang

Hej Babysalmesangere

Nu er det lige om lidt, at vi starter babysalmesang-sæsonen igen – og jeg glæder mig til at møde jer og jeres babyer.
Her har I en oversigt over datoerne:

18/8
25/8
1/9
8/9
15/9
- 22/9 ingen babysalmesang, da jeg er på kursus
- 29/9 ingen babysalmesang, da jeg er op messe
6/10
13/10
- 27/10 (måske ingen babysalmesang pga skole-kirke projekt i Sulsted kirke)
3/11
10/11
(17/11 evt babysalmesang, hvis 27/10 bliver aflyst)

Der er pt 2-4 ledige pladser – prik din ven/veninde på skulderen, hvis han/hun + baby skal med til babysalmesang – og bed ham/hende tilmelde sig på sms (2298 6623)

Jeg glæder mig til at se jer alle

PS – til jer, hvor det nu er far der kommer – få ham lige til at sende mig SMS og få opdateret kontaktinfo :-)

vh
--
Kirsten Stokholm Jørgensen

Kommende arrangementer

 

Bibelselskabet

På hjemmesiden ligger bl.a. Bibelen Online med søgefunktion, informationer om Bibelen og dens historie, Søndagens Tekst samt redskaber til brug af Bibelen i hverdagen.

www.Bibelselskabet.dk